Zinio har skiftet navn til RBdigital Magazines og fået ny app

21.06.17
'RB digital' appen venter på dig med nyt layout, samme indhold som Zinio - lækre, populære digitale engelsksprogede magasiner for enhver smag. Hjemmesiden skifter også navn, men indtil videre med samme layout som før.

Fra d. 27. juni har appen 'RB digital' afløst den gamle app 'Zinio for Libraries'.
Du kan dog stadig fortsætte med 'Zinio for Libraries' appen i en ubestemt periode, men den forsvinder på et tidspunkt.

I RBdigital magazines kan du vælge mellem mere end 350 især engelsksprogede e-magasiner, samt to danske Alt om Data og Datatid.
Det er både populære ”bladre-magasiner” og mere hardcore fagtidsskrifter. F.eks. kan du læse The Economist, National Geographic, Cosmopolitan, Newsweek og Wired.

Nyeste udgave af et magasin udkommer på RBdigital samtidig med den trykte version.
Der er ikke loft på antal af udlån. Læs så mange du har lyst til og så længe du vil.

Godt at vide om den nye app:

  • Du får besked om app-skiftet inde i den nuværende Zinio for Libraries app, hvor der opfordres til at hente den nye app.
  • Det er ikke nødvendigt at oprette sig på ny, man fortsætter med samme login.
  • RB Digital appen husker din lånehistorik, men du er nødt til at genhente magasinerne til enheden igen i den nye app, hvis du ikke er færdig med at læse dem.
  • Som noget nyt, er det ikke længere nødvendigt at skulle omkring en browser for at tjekke et magasin ud. Det ordnes inde i appen.
  • Noget andet nyt er en trykbar indholdsfortegnelse, så du hurtigt kan få adgang til en artikel.

Kort vejledning til 'RBdigital' hjemmesiden, iOs og Android - KLIK HER
Se 'RBdigital vejledning' med billeder i pdf - KLIK HER

Tags