dekorativ

Sådan kan du forberede dig og dine nærmeste på din død

13.03.23
Vi kommer alle – før eller senere – i kontakt med døden; det kan være i familien, på arbejdet eller i vennekredsen. For de fleste er det svært og smertefuldt at tale om og mange undgår derfor helst emnet. Få råd og vejledning til at begynde den svære og vigtige samtale.

Ved at bryde tabuet kan man hjælpe sine pårørende. For jo mere man selv har bestemt og valgt på forhånd, jo mere hjælper man dem i den svære situation, de står i efter et dødsfald. For eksempel ønsker de fleste pårørende at afholde en højtidelighed, som deres afdøde selv har ønsket det. Men det forudsætter, at de har haft samtalen eller på anden måde kender til ønskerne.

Min sidste vilje

På borger.dk findes et overblik over alt det, der er godt at vide og overveje, før man går bort: Hvad er ”Min sidste vilje”? Hvordan opretter man et testamente? Og hvad er en fremtidsfuldmagt og bør jeg lave en allerede i dag?

Besøg Borger.dk: "Før du går bort - de vigtige overvejelser”.

På minsidstevilje.dk kan man – beskyttet bag MitID – oprette sin sidste vilje, så den opbevares centralt og sikkert over tid og ens pårørende får adgang til den, når det bliver aktuelt. Siden er oprettet af Brancheforeningen Danske Bedemænd og Elysium Begravelsesopsparing.

Besøg og opret ”Min sidste vilje” på minsidstevilje.nu.

Podcast om den svære, gode samtale

På hjemmesiden www.livogdoed.dk giver"Landsforeningen Liv & Død gode råd til, hvordan man begynder den svære og gode samtale. Det sker blandt andet gennem podcast-serien ”Jeg plejede at tro på for evigt”. Her møder man i hvert afsnit et menneske, der har mistet en nær pårørende og kæmper eller har kæmpet med at finde et sprog til at tale om det allersværeste i livet.

Lyt til podcasten ”Jeg plejede at tro på for evigt”.

Hjælp til testamente, fremtidsfuldmagt og den digitale arv

Også Ældresagen tilbyder hjælp til at begynde samtalen om døden. På siderne findes også hjælp og vejledning til, hvordan man opretter et testamante, en fremtidsfuldmagt, melder sig som organdonor og til, hvordan man sikrer sig sin digitale arv, så de pårørende f.eks. ved, om og hvordan de skal slette facebookprofilen eller ændre den til en såkaldt ”mindeside”.

Besøg Ældresagens side: ”Snak om døden”.

Sådan starter du snakken

  • Der kommer ikke et perfekt tidspunkt at tage samtalerne på. Spring derfor ud i det og sæt ord på det, der betyder noget for dig. Vær modig.
  • Som forberedelse kan du skrive dine tanker, spørgsmål og refleksioner ned i et brev, en e-mail eller en dagbog. At få formuleret sine tanker først kan hjælpe.
  • Tag udgangspunkt i noget konkret, f.eks. en bog, du har læst eller i en samtale om nogen, I tidligere har mistet. 
  • Lav ting, hvor I får tid sammen; gå en tur, tag i sommerhus eller noget andet, der betyder noget for jer.
  • Vær ikke bange for følelser og reaktioner, f.eks. gråd. Det er naturligt at reagere med følelser, når du taler om død og sorg. 
  • Giv også plads til stilhed. Det er ikke altid, ordene kan rumme det hele – nogle gange er det vigtigt bare at være sammen.
  • Respekter, hvis den anden person ikke ønsker at tale om døden. Lad det tage den tid, det tager.
  • Husk også, at samtalerne kan strække sig over flere møder. 

Uddrag af Ældresagen: "Lev Livet - og snak om døden".

Find flere gode råd på biblioteket

Biblioteket byder også på relevante titler, der kan støtte og hjælpe dig og dine pårørende i gang med at tale om døden. Nedenfor har vi samlet et udvalg.

Materialer