Museumsdirektør: Kærlighed er den vildeste superkraft

Rudolph Tegners Museum og Statueparks direktør Luise Gomard elsker bøger, der dykker ind i menneskers tanker og indre

Af Lea Braüner Larsen

Luise Gomard

I serien 'Mig & Min Sommerlæsning' har Gribskov Biblioteker inviteret kendte ansigter i kommunen til at sprede læseglæde denne sommer ved at dele ud af bogerfaringer og -oplevelser. I denne artikel er det Rudolph Tegners Museum og Statueparks direktør Luise Gomard, der har ordet.

Hvilke bøger skal du have med i kufferten denne sommer? 

Jeg skal have Niels Overgaards bøger med i sommerhus, fordi jeg trænger til at blive mindet om, hvad der giver ro, balance og fokus i livet. Med titlerne “Det hele handler ikke om dig” og “Mere er aldrig nok” tror jeg nok, man får en ide om, hvad de handler om. Afsættet er de græske stoikeres tilgang til livsværdier. Og de havde fat i noget. 

Jeg har givet alle unge mennesker, der skulle have gaver denne sommer, bogen “Det skal nok gå”, som indeholder 48 ting han ville have ønsket, at han havde vist, da han var ung. Det er helt sikkert ting, de egentlig godt ved, men som er rare at blive mindet om, når man er et sted i livet, hvor man til tider føler sig lidt usikker på, hvor ens plads i livet er og skal være. 

Jeg har også købt en del Virginia Woolf-bøger til sommeren. Det var Nivaagaard Malerisamlings udstilling om Bloomsbury-gruppen, der opstod omkring Virginia Woolf, som gav mig lyst til at dykke ned i det univers. De levede lidt mere frit og flydende uden at bygge løgne op omkring sig, fordi de ikke var bange for at falde udenfor eller turde stå ved sig selv. Det var modigt. Nu må vi se, hvor langt jeg kommer med det forfatterskab.

Hvilken bog husker du bedst fra din barndom? 

Jeg husker, at min mor læste op af ”Heidi” af Johanna Spyri. Den handlede om en forældreløs pige, der vokser op hos sin bedstefar i de schweiziske bjerge, indtil en tante blander sig og henter hende til Frankfurt, hvor hun skal bo hos en velhavende familie. Her trives hun ikke, og hun længes så meget efter at komme hjem til sin bedstefar og det dejlige hjem på bjerget. Den var så sørgelig og uretfærdig.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig? 

”Brænd alle mine breve” af Alex Schulman har gjort et stort indtryk på mig. Jeg elsker bøger, der dykker ind i menneskers tanker og indre. Det er interessant, hvordan traumer kan nedarves i generationer og have betydning for, hvordan livet udfolder sig for flere generationer. Den er meget velskrevet, og kærlighedshistorien er barsk. Kærlighed er nok den vildeste superkraft, vi mennesker kan opleve, og den har det med at forandre os for altid. 

Hvad er dit yndlingslæsested? 

Jeg prøver at læse i solen på stranden eller i min have i sommerhuset, når vejret er bedst. Men det er jo ikke så mange dage om året, det byder sig som mulighed, og helt ærligt så falder jeg tit i søvn i stedet, eller i staver, mens jeg nyder at lytte til lyden af andre mennesker, der taler eller foretager sig ting. Ellers er jeg glad for at læse ved min bænk under et tæppe i sommerhuset eller bare under dynen i min seng. Men jeg læser desværre mindre nu, end da jeg var ung. Min tålmodighed er blevet mindre, og jeg har mere at gøre omkring mig. 

Luise Gomard er museumsdirektør for Rudolph Tegners Museum og Statuepark.