Forfatter i fokus: Douglas Stuart

Der er forfattere, der skriver romaner om ting, der ligger så langt fra dem selv som muligt. Historier, der måske foregår i andre tidsperioder eller helt andre universer, og som kredser om de store og universelle spørgsmål.

Og så er der forfattere, som kun kan skrive deres egne historier; hvor det hele ender i en eller anden form for autofiktion. Romaner, der bygger på egne erfaringer, og hvor man kommer helt ind i hovedet på forfatteren.

Og endelig er der forfattere som Douglas Stuart, der skriver med udgangspunkt i deres egen baggrund – deres geografiske, kulturelle og familiemæssige forhold – men som på magisk vis formår at gøre historierne universelle. Så universelle, at man kan genkende sig selv i fortællinger fra steder og situationer, man aldrig kommer til at besøge.

Shuggie Bain

Douglas Stuart er født i Glasgow i slutningen af 70’erne og opvokset med en enlig mor, der kæmper med alkoholisme og med at få den stramme økonomi til at hænge sammen i ”fattigfirserne”. Det samme gør sig gældende for hovedpersonen Hugh ”Shuggie” Bain i Douglas Stuarts debutroman Shuggie Bain (2020). Læg dertil, at både karakteren Hugh og forfatteren Douglas var homoseksuelle i en tid og et hjørne af verden, hvor det mildt sagt var ildeset, og så har man grundopskriften på en medrivende, rørende og til tider knugende roman.

Det, der står stærkest tilbage for mig som læser, er, at jeg aldrig har oplevet kærlighed være så overvældende og så hjælpeløs på samme tid. Hugh ELSKER sin mor, og Agnes ELSKER Hugh, men alligevel er det ikke altid nok.

Douglas Stuart vandt meget fortjent Booker-prisen i 2020 for romanen.

Unge Mungo

”Den svære toer” er næsten en kliché i forlagsbranchen, og der er da også utroligt mange forfattere, der har skuffet fælt med opfølgeren til deres gennembrudsroman. Den slags klichéer har Douglas Stuart heldigvis overhovedet ingen respekt for, og i 2022 udgiver han sin anden roman, Unge Mungo, der ligesom den første foregår i Glasgow og handler om en homoseksuel teenager, Mungo, der vokser op med en enlig mor.

Her hører lighederne dog op. Den kærlighed, der trods alt fylder alle hulrum i Shuggie Bain, er meget sværere at få øje på her. Unge Mungo er en voldsom roman – i alle betydninger af det ord. Det er til gengæld også en morsom bog – om end humoren til tider er kulsort.

Stuart formår at male så levende karakterer og skrive så perlende dialog, at man næsten føler, at man er der selv. Det skyldes ikke mindst hans fantastiske sprog – man kan næsten ikke slippe bogen igen, når man først har åbnet den.

John, søn af John

Douglas Stuart har i år (2026) udgivet sin tredje roman, John, søn af John. Til de læsere, der indtil videre har fået nok af mistrivende teenagere i Glasgow, er der gode nyheder. Denne gang foregår historien på en lille ø ud for Skotlands kyst i et ultrareligiøst trossamfund, hvor man hver søndag sætter kæder på gyngerne på børnenes legepladser. For søndag er ikke en dag for sjov og latter. Man får faktisk indtrykket af, at denne ø aldrig er et sted for leg og latter.

John Calum (Cal), søn af John, vender hjem fra fastlandet, hvor han har læst noget så underlødigt som mode og design. Hans bedstemor, der bor sammen med faderen og kun nødtvungent kommer overens med ham, er syg, og Cal skal hjælpe med at passe hende.

Douglas Stuart maler dette lille samfund og denne lille familie med så levende farver og penselstrøg, at jeg ufortrødent vil kalde romanen et mesterværk. Selvfølgelig spiller seksualiteten igen en rolle (og kommer naturligvis grundet religiøsiteten til at give spændinger), men det er først og fremmest en historie om en far og en søn, der grundlæggende ligner hinanden for meget til at kunne komme overens.

Humoren fylder endnu mere end i den foregående roman, og derfor føles den slet ikke så tung som hans andre bøger. Dette er sandsynligvis hans bedste roman og et fremragende sted at starte, hvis man vil læse Douglas Stuart.