Ny gymnasierektor: Jeg får nærmest fysisk ubehag, når jeg læser bogen

Kim Leine har sat størst aftryk på mig. Han er så vanvittig dygtig til at beskrive smerte, siger Morten Winther Ravn, Gribskov Gymnasiums nye rektor

Af Lea Braüner Larsen

Morten Winther Ravn

I serien 'Mig & Min Sommerlæsning' har Gribskov Biblioteker inviteret kendte ansigter i kommunen til at sprede læseglæde denne sommer ved at dele ud af bogerfaringer og -oplevelser. I denne artikel er det Gribskov Gymnasiums nye rektor Morten Winther Ravn.

Hvilke bøger skal du have med i kufferten denne sommer? 

I julegave fik jeg to bøger, som jeg stadig ikke har fået læst endnu – og det skal der altså rettes op på denne sommer. Den første er ”Notater fra aftensangen” af Jan Guillou, som jeg fik af mine børn. Jeg er helt vild med Guillou og kan slet ikke have, at en af hans bøger bare ligger og venter for længe, men jeg gik simpelthen i stå midtvejs. Det er ikke godt nok. Hans måde at væve personlige livsfortællinger sammen med storpolitik og samfundsudvikling er noget, jeg altid bliver fanget af – og så skriver han jo også bare solidt og med kant.

Den anden bog er ”Berlin Brænder” af Tom Buk-Swienty. Jeg glæder mig til at fordybe mig i hans formidling af en dramatisk periode i Europas historie. Og ærligt talt – der findes vel næppe et mere relevant tidspunkt end netop nu at læse om totalitære regimer og de mørkere kapitler af det 20. århundrede. Historien taler, hvis vi gider lytte, og det har jeg tænkt mig at gøre denne sommer.

 

Hvilken bog husker du bedst fra din barndom? 

Den første bog, jeg for alvor husker at have fordybet mig i, er ”Jakob og Joakim holder fødselsdag” af Jørgen Clevin. Jeg husker den især, fordi den aktiverede mig. Jeg blev sendt rundt i bogen igen og igen, skulle regne, være kreativ og deltage undervejs. Det var fedt, fordi det ikke bare handlede om at sidde og lytte, når min far eller mor læste højt – jeg skulle jo være med. Jeg har siden læst den for mine egne tre børn – og den virker jo stadig. 

 

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig? 

Man kunne jo fristes til at nævne Jakob og Joakim igen, men som voksen er det ”Profeterne fra Evighedsfjorden” af Kim Leine, der har sat det største aftryk hos mig. Jeg får nærmest fysisk ubehag, når jeg læser den. Han er så vanvittig dygtig til at beskrive smerte. Bare passagen med lus i skægget kan få det til at klø over det hele. Det er så væmmeligt – og så vildt godt skrevet.

Men det er ikke kun formen, der gør indtryk – indholdet er jo også en barsk, men vigtig fortælling om en periode i Danmarks historie og om vores relation til Grønland. 

Hvad er dit yndlingslæsested?  

Jeg har egentlig aldrig tænkt over, at jeg har et decideret yndlingslæsested – men jeg blev nysgerrig og spurgte hele husstanden, hvor de mente, jeg læser bedst. Alle fire svarede uafhængigt af hinanden: ”I hængekøjen”. Så det må jo være mit sted.

Tilsyneladende sniger jeg mig ud i hængekøjen i sommerferien med en god bog og forsvinder fra verden. Jeg havde ikke helt selv registreret det, men det giver jo mening – der er noget særligt over at ligge i sommervarmen, vugge stille fra side til side og lade sig opsluge af en fortælling. Det er frihed.

Morten Winther Ravn er ny rektor på Gribskov Gymnasium per 1. august 2025.