Litteratur

Amanda anbefaler: Inden året er omme

En læseoplevelse, der giver både stof til eftertanke og ny viden.

Af Amanda Martinsen

Tags

Anbefaling

’Inden året er omme’ af Lea Korsgaard er en personlig fortælling, der inviterer læseren med på sommerfuglejagt – fra villahaven til Danmarks nordligste og sydligste egne og på ture både vestpå og østpå. Lea kommer vidt omkring i sin bog: i Danmarks natur, i det filosofiske og teologiske samt i refleksioner over fremtidsudsigterne for sommerfuglene, naturen og os mennesker.

Jeg blev virkelig revet med af Leas forsøg på at se alle danske dagsommerfuglearter i løbet af ét år, og jeg nød både den lette, begejstrede fortælling om at snige sig afsted som en kat for at se sommerfuglene, før de flakser videre, og de mere referencetunge passager, hvor Lea reflekterer over livet, døden, genfødsel og meget mere.

 

Gå ud i naturen

Inden året er omme var en dejlig læseoplevelse at slutte et godt læseår af på, og den er mindst lige så god at starte året med – eller at læse i februar, marts eller på et hvilket som helst andet tidspunkt. Helst før sommerfuglene begynder at flyve, for du får gode tips til steder (også i nærheden af Gribskov Kommune), hvor man kan se sommerfugle.

Advarsel: Man kan næppe nøjes med at låne denne ene bog – du ender sandsynligvis med at bestille en hel stak bøger om sommerfugle. Det kan hurtigt blive en besættelse, og jeg er i hvert fald klar til at se (ikke alle, men nogle) dagsommerfugle i 2026.