Litteratur

Amanda anbefaler: Boys Boys Boys

En stilfærdig opvækstroman fra Færøerne om store følelser, få ord og vide vidder.

Af Amanda Martinsen

En ung dreng flytter fra sin mor og sine brødre op til sin far på Færøerne. I et stille hus, hvor vinden får dørene til at klapre, lærer han at høste, plukke gæs, køre ræs og tilpasse sig en ny familie.

Men at vokse op i en isoleret bygd, blive en del af en ny familie med sin egen fortid og samtidig skulle finde sin egen vej i livet er ikke let.

En stærk læseoplevelse, der balancerer det kolde, brutale og ensomme med en stille kærlighed, som gør romanen både læselig og til at tage ind.

Mere fra Færøerne

Hvis du som jeg er optaget af de grønne øer, er der meget mere litteratur, du kan dykke ned i.

Ud over faglitteratur om politik, kulturhistorie og natur er der også spændende fiktive fortællinger at gå på opdagelse i.

 

En succesfuld krimiforfatter

Jógvan Isaksen (f. 1950) skriver populære krimier, der har en bred skare af faste læsere – både på Færøerne og i Danmark. Hans to populære serier om journalisten Hannis Martinsson og juristen og jægersoldaten William Hammer byder på masser af spænding, action, humor og mord.

Mord er der ellers ikke meget af på Færøerne i virkeligheden – men i litteraturen kan alt jo ske! Og med de åbne vidder, små bygder og masser af regn og rusk er Færøerne de perfekte omgivelser for en god krimi.

Serien om Hannis Martinsson er desuden forlægget for tv-serien TROM, hvor Ulrich Thomsen spiller hovedrollen som Hannis.

En klassiker

Jørgen-Frantz Jacobsens klassiker Barbara fra 1939 rummer både livsglæde og kærlighedssorg.

I 1700-tallet ankommer en præst til Tórshavn. Hans forgænger er død, og nu skal han overtage embedet. Men det er ikke kun præstekjolen, han overtager. Den unge, tiltrækkende kvinde Barbara, enke efter den tidligere præst, tiltrækker sig manges opmærksomhed – også den nyankomne præsts.

I en alder af blot 28 år er Barbara allerede blevet præsteenke to gange. Hun er sensuel, sanselig og fandenivoldsk.

Barbara rummer en stærk kærlighedshistorie, og Barbara er en nuanceret karakter, der gør fortællingen spændende – også i dag.