Find læselysten med den rette bog
Genopdag læseglæden, og få tre personlige anbefalinger fra læsere, der deler deres gode læseoplevelser.
Af Amanda Martinsen
Ønsker du at bevare læselysten eller genfinde en tabt læsegnist? En god bogserie kan rive dig med ind i en læsebølge, hvor tid og sted let bliver glemt. Omvendt kan et par uheldige bogvalg, hvor du ikke rammer din læsesmag, tage pusten fra læselysten og gøre det svært at genfinde glæden ved at sætte sig med en bog.
Hvad gør en bog til en god læseoplevelse?
Hvilken bog du vælger, har betydning for læseoplevelsen. Det kan derfor betale sig at være nysgerrig på sin læsesmag og prøve nye genrer, temaer og fortælletempoer. For nogle er det afgørende, hvor historien foregår – måske i en boghandel, ude i vildmarken eller i en genkendelig dansk provinsby. For andre er det sproget, tempoet eller stemningen, der gør forskellen.
Når du kender din læsesmag, eller har lyst til at udfordre det, du plejer at læse, kan det være dejligt at få anbefalet gode bøger af andre. Læsesmag er individuel, men en bog, der har givet én læser en særlig oplevelse, kan også ramme plet hos en anden.
Hvis du elsker boganbefalinger, forstår vi dig – det gør vi nemlig også! Vi deler gerne ud af vores egne læseoplevelser, men er mindst lige så nysgerrige på andres.
Her deler tre læsere deres anbefalinger med os og dig. Måske finder du din næste læseoplevelse – eller får lyst til selv at dele en bog, der har gjort indtryk på dig.
Evert anbefaler: Is af Ulla-Lena Lundberg
Is foregår i et lille øsamfund i den yderste skærgård på Finlands vestkyst kort efter Anden Verdenskrig. En præstepraktikant ankommer med sin kone og deres lille barn til øen, som mangler en fast præst. Hans lyse sind og konens initiativrige væsen vinder hurtigt øboernes hjerter.
Øen er præget af stærke fællesskaber, men også af en tydelig splittelse mellem øst- og vestsiden – et klassisk »dem og os«. De to grupper mødes ganske vist i den samme kirke, men er ellers lige så forskellige, som vi kender det fra den lille rivalisering mellem Gilleleje og Helsingør.
Blandt øboerne gemmer der sig mange dramatiske skæbner. Den russiske læge plages af savnet af sin søn, som han har efterladt, mens Post-Anton lever i samtale med de druknede. Også præsten bliver indhentet af sin fortid og vender hjem fra en tur til fastlandet tynget af skyld.
Sidst i bogen sker der noget voldsomt dramatisk, som ryster hele øsamfundet. Dramaet sker under julen i det frygteligste stormvejr og den isnende kulde.
Forfatteren er fantastisk dygtig til at beskrive både naturen, de daglige gøremål og de forskellige menneskers skæbner. Det er utrolig godt beskrevet, og hvis man giver sine følelser frit råderum, bliver man draget med af hendes fantastiske, levende beskrivelse af livet på øen, dødskampen, den store kollektive sorg og afskeden med øboerne.
Charlotte anbefaler: Jordens salt af Jeanine Cummins
Jordens salt er en stærk og gribende roman om Lydia og hendes søn Luca, der flygter fra Mexico til USA for at undslippe kartellerne, som truer deres liv.
Romanen er svær at lægge fra sig. Jeg har ikke kunnet slippe fortællingen, selvom jeg flere gange har læst videre med frygt og ondt i maven. Jeg har hele tiden været nødt til at vende næste side for at finde ud af, hvad der sker med Lydia og Luca.
En fantastisk roman om, at kæmpe og tro på muligheder for fremtiden, og om at overleve trods alt.
Lige nu er jeg næsten ved slutningen, men vil ikke have den ender, da jeg så vil savne Lydia og Luca.
Allan anbefaler: Ringenes Herre af J.R.R. Tolkien
Jeg er i gang med at genhøre Ringenes Herre – en fantastisk fortælling, som jeg læste for mange år siden, og som det er en stor fornøjelse at vende tilbage til.
Selvom man kender historien, er der noget særligt ved at opleve den igen – genlæse eller lytte til den. Tolkiens eventyrlige univers med dets storslåede landskaber og kampen mellem det gode og det onde er spændende for både unge, voksne og ældre.
Selvom det er Ringenes Herre, jeg lytter til lige nu, og den varmt kan anbefales, er det oftest krimier, jeg lytter til. Der findes mange gode af slagsen, men for mig har oplæseren stor betydning for oplevelsen.
At lytte til lydbøger er en god måde at få fantastiske historier, spændende krimier eller ny faglitteratur ind i hverdagen på. Praktiske ting kan klares, hobbyer kan dyrkes, og en god gåtur kan kombineres med en god bog.