Connie anbefaler: To nyere biografier

Gisèle Pelicot: En hyldest til livet: skammen skal skifte side

Rystende, ufattelig, uforståelig er blot nogle af de ord, der presser sig på efter endt læsning af Gisèle Pelicots bog En hyldest til livet: skammen skal skifte side.

Gisèle Pelicot har levet i et ægteskab med sin mand Dominique i næsten 50 år. Et ægteskab, som hun beskriver med ordene: “Gennemsigtighed og tillid var kernen i vores langvarige parforhold.” Men historien er en ganske anden. Gennem flere år bedøvede Dominique hende og lukkede fremmede mænd ind i deres hjem, hvor de voldtog den bevidstløse Gisèle.

Gisèle Pelicot er en stærk kvinde. Retssagen mod hendes mand skulle foregå bag lukkede døre, men hun sagde nej. Sandheden skulle frem for offentligheden. Hun havde ikke noget at skamme sig over – det var ikke hende, der havde gjort noget forkert. Sådan.

Stærkt er det også, at hun trods Dominiques helt uforståelige handlinger fortsat holder fast i den positive del af historien, det gode liv, de har haft, og deres børn. Hun har brug for, at hendes liv ikke bare er en lang lidelsesfortælling.

En stærk bog, som man ikke lige ryster af sig – og som gav stof til lange samtaler i min bogklub, Bogormeklubben.

Niels Barfoed: Jeg finder selv ud – Endestationer

En lille perle af en bog med refleksioner og iagttagelser om stort og småt fra et langt liv.

Niels Barfoed er i dag 95 år gammel. Kroppen lystrer ikke så hurtigt, ting tager tid, og det kræver planlægning, når han skal ud af sin lejlighed. Men hans lune, hans vid og hans refleksioner er fortsat skarpe og vedkommende.

I sin seneste udgivelse Jeg finder selv ud bevæger han sig legende let mellem erindringer, kommentarer til det levede liv og små øjebliksbilleder fra dagligdagen som aldrende mand. Ingen selvmedlidenhed, men et ærligt blik på udfordringerne ved at blive gammel. Som når han er ude i byen og mærker, at nu er der liv i tarmene, og et toiletbesøg i den grad er nødvendigt. Men intet toilet i nærheden, som kan nås, når man er gangbesværet, så tarmene giver slip på deres indhold, og lugten breder sig. Skammen, når den aldrende mand bliver nødt til at sidde i toget og oplever, at medpassagererne undgår ham, flytter sig og kigger væk.

Som læser, der også har levet en del år, glæder jeg mig over Barfoeds positive blik på det nu, vi er givet. Flere af hans refleksioner handler om at bruge det liv, man har. Det kan jeg godt lide. Og så har han et langt liv at trække på, hvilket ikke gør ham mindre spændende at læse.

Jeg anbefaler varmt Jeg finder selv ud – men også hans tidligere erindringer, som eksempelvis Farvel så længe.

-Connie, Gribskov Biblioteker