Krop, konsekvens og kærlighed
To danske romaner, der skiller sig ud – og giver læseren noget at tænke over
Af Amanda Martinsen
Opmåling af hjertet: en romance i feltnoter – Anna Neye
Et mørkt kapitel i Danmarkshistorien. Forskning skjult bag låste døre i kælderen under Panum Instituttet i København.
Den kvindelige biolog Elisabeth Hove falder over en æske, der gemmer på en historie, som aldrig var tiltænkt offentligheden. Da æsken åbnes, afsløres en pinlig og ubehagelig affære, der fandt sted i 1880’ernes København. Den engelske antropolog Heather Withermore opholdt sig i en periode i byen, hvor hun arbejdede i Zoologisk Have i forbindelse med en menneskeudstilling med såkaldte “naturmennesker”.
Withermore forskede i en tid, hvor den vestlige verden var organiseret i et urokkeligt hierarki baseret på køn, klasse og race. Hendes arbejde bestod i at studere og opmåle de udstillede “naturmennesker”.
Tag undertitlen “en roman i feltnoter” alvorligt. Formen er stram og konsekvent, og en usædvanlig kærlighedshistorie folder sig ud i noteformat. En fortælling om en kærlighed, der burde være umulig, men som alligevel kravler ud af sit bur og sætter spørgsmålstegn ved “viden” og overbevisninger i et mørkt kapitel i danmarkshistorien.
Forargende, morsom og hovedrystende læsning. Nomineret til Bogforums Debutantpris 2025
Elskende – Amalie Langballe
En adelskvinde sendes bort af sin mand. Hun skal tilbringe en hed sommer på byens fineste bordel, hvor hun må svede, arbejde og forhåbentlig tage ved lære. Uden for murene hærger pesten. I kongens labyrint gemmer der sig hemmeligheder, og i gaderne blander stanken fra snavsede kroppe sig med duften af eksotiske varer fra sydens handelsruter.
Romanen udspiller sig i en historisk tid, men hverken sted eller årstal står klart. Det er en lille, intens historie om kroppe, der nærmer sig hinanden – næsten smelter sammen. Om kærlighed, der måske – måske ikke – er gengældt.
Der fortælles med en nøgtern stemme, der registrerer tingenes gang og verdens orden: handel, sexarbejde, hemmeligheder, kærlighed i mange former – og penge. Penge, der skifter hænder. Penge, der markerer magt. Penge, der åbner og lukker døre.
Amalie Langballe har netop vundet Politikens Litteraturpris 2025 i kategorien Grænseløs kærlighed.