Krølle på halen
Her, der og alle vegne kan man høre grynt.
Læs Connies anbefaling af „Flæsk – undercover i en svinestald“ og gå på opdagelse i vores udvalg af aktuelle bøger om dyrevelfærd.
Af Amanda Martinsen
Connie anbefaler: FLÆSK - undercover i en svinestald
Fravænningsdiarre, flokmedicinering, halebid, halekupering, farestald, ammeso, funktionelle patter, fempunktsstimulering , klimastald, aflivning klask, staldblindhed… og mange flere nye udtryk og begreber, der tegner et billede af svineproduktionens virkelighed i de danske produktionsstalde.
Jeg gik i gang med at læse Klara Trebbien Rasmussens anmelderroste “FLÆSK - undercover i en svinestald” med bange anelser: ville jeg være i stand til at gennemføre læsningen? Jeg var godt klar over, at jeg ville få indblik i en virkelighed, som mange af os nok lukker øjnene for - og ja, man får et usminket indblik i en virkelighed, som vi i den grad IKKE må lukke øjnene for.
Efter endt læsning er jeg ikke i tvivl: Jeg må simpelthen anbefale Klara Trebbien Rasmussens bog nærmest som pligtlæsning.
Klara Trebbien Rasmussens arbejder 4 uger undercover i en dansk svinefarm. Effektivitet og optimal produktivitet er i fokus. Produktionen foregår inden for de angivne retningslinjer og lovgivning , i hvert fald på papiret, men skal staldmedarbejderne nå dagens mange opgaver, så er det ikke sikkert, at man lige får bedøvet inden kastrationen, eller strøget halm til søerne, eller sikret sig at den halvdøde griseunge er slået helt ihjel.
Intet foregår af ond vilje, men fokus er: at maksimere profitten for den danske griseproducent, så regler og retningslinjer gradbøjes.
Klara Trebbien Rasmussens skriver sobert og ligefrem, skildrer virkeligheden, så jeg som læser må træffe mine egne konklusioner. Og der er noget at tænke over efter endt læsning.
Tak til Klara Trebbien Rasmussens for en uhyre vigtig stemme i samtalen om vores fælles svineproduktion i Danmark.
/Connie