Sommervandring: En kilde til et lokalt industrieventyr

Et gammelt ordsprog siger: Man skal arbejde, mens man er frisk og ung; det gavner, når man bliver gammel og tung. Med lette skridt bevæger vi os videre ad Tisvildevejen på vores sommervandring, og vi skal nu møde både driftighed og virkelyst.

Kilden, der satte Mårum på landkortet

Fortællingen lyder, at i sommeren 1924 kom en rytter ridende til Mårum Skovriddergård. Hesten var blevet tørstig, og man gav den en spand vand fra brønden – men hesten nægtede at drikke. Vandet i brønden viste sig at være stærkt forurenet, og man gravede derfor en ny brønd. Også vandet i denne brønd var forurenet – og først i 1931 fandt man med nye boringer, helt ned i 124 meters dybde, en ny rislende kilde. Vandet i denne kilde smagte særligt godt, og blev starten på et lokalt industrieventyr. 

Fra Den Danske Stats Kilde ved skovriderboligen tappede man det velsmagende, mineralholdige og samtidig kalkfattige vand, der fra 1933 blev solgt som Mårumvand. Det blev en succeshistorie for Mårum og Wiibroe Bryggeri. I mere end 60 år kunne man stille Mårumvand på bordet, når der kom gæster. Men industrieventyret fik en ende i 1996, da boringen blev lukket som følge af omlægninger i skovvæsenet. Wiibroe – på det tidspunkt overtaget af Carlsberg – måtte derfor stoppe salget af Naturligt Mårum Mineralvand.

I dag lever Mårumvandet videre i Mårum-sangen:

“Nej! Her i Mårum er ingen strand,  

Men vi har masser af Mårumvand. 

Vi har en kirke, som er så køn - 

Og så en skole med morgenbøn”  

Driftighed i skoven

Med tørsten slukket i lokalt vand fortsætter vi vores sommervandring gennem Gribskov. Under de høje træer finder vi sporene af endnu en bemærkelsesværdig virksomhed.

I sin roman Hvad gavner det et menneske skriver Georg Nordkild følgende om Kagerup Savværk:

"I et mærkeligt rod lå træskure, hestestalde, brændestakke, brændestabler, affaldsbunker og mængder af runde træstammer. (...) Midt i det hele lå maskinhuset – den eneste stenbygning på pladsen."

I maskinhuset blev der fyret op under kedlen, hvis dampmaskine holdt de store save i gang. Savene var selve omdrejningspunktet for savværket og grundlaget for et bemærkelsesværdigt forretningseventyr midt i Gribskov.

Kagerup Savværk blev opført i slutningen af 1880'erne af kulsvieren Jens Olesen Christiansen. I folkemunde fik han tilnavnet ”Kulfanden”, almindeligvis udtalt ”Kulfa'en”. Tilnavnet skyldtes hans medfødte mørke hudfarve, mens arbejdet med kulsvidning næppe gjorde hans ansigt lysere. Også hans temperamentsfulde væsen har sandsynligvis bidraget til navnet.

Jens Olesen var en driftig, viljestærk og bestemt mand. Savværket beskæftigede normalt omkring 50 medarbejdere, men i travle perioder kunne tallet være højere. Ud over savværksdriften drev virksomheden både landbrug og kulsvidning samt en mindre sideforretning, som i dag kan virke ganske usædvanlig.

Jens Olesen opkøbte græs fra mange af Gribskovs enge og moser. Græsset blev høstet af savværksarbejderne om søndagen og kørt ud af skoven om natten. Destinationen var Dyrehaven nord for København, hvor hjortene i en periode blev fodret med græs fra Gribskov.

Nye tider ringer ind

I 1890'erne bekostede Jens Olesen for egen regning, at der blev ført telefonledninger gennem Gribskov. Dermed blev savværket det første sted nord for Hillerød med telefon.

I det daglige var han ellers kendt for sin sparsommelighed. Ifølge lokale fortællinger betalte han sjældent en regning uden først at forsøge at opnå rabat.

Jens Olesen gik konkurs i 1889, og savværket overgik til nye ejere. Men ”Kulfa'en” blev ikke glemt i Gribskov. Han fortsatte som tømmer- og træhandler og forblev en markant skikkelse i områdets erhvervsliv.

En stor del af tømmeret til Horserødlejren blev leveret af ham, og da han døde i januar 1930, omkring 70 år gammel, efterlod han sig en betydelig formue.

Kagerup Savværk var i drift frem til 1997, hvor virksomheden lukkede. I 2017 blev savværket genoplivet, og i dag er der igen aktivitet på det historiske område.

Arbejderfamilien i litteraturen

Arbejdspladser og familier, foretagsomhed og drømme fylder meget i litteraturen, og der er god mulighed for at sætte sig i solstolen med en god slægtsroman eller en fængende fortælling om danske virksomheder. Kim Blæsbjergs roman De bedste familier har modtaget ros og priser fra både anmeldere og læsere. Mange andre romaner fortæller også spændende historier om dansk erhvervsliv og dagligdagen for den arbejdende dansker.

På den videre vandring gennem Gribskov træder vi væk fra træernes svalende skygge og møder både en mølle med vind i vingerne og folk, der samles for at more sig sammen.