Sommervandring: Helligkilder og hemmeligheder i skovbrynet

Pilgrimsruten fører os ud af skoven, og dér, hvor trækronerne ikke længere dækker himlen, i skovbrynet ved Mårum ligger Grønnekilde. En lille kilde, som man stadig kan drikke af, hvis man har lyst – og som gennem tiden har fået folk til at stoppe op et øjeblik. 

Kilden til ydmyghed og sjov 

I middelalderen gik munke fra Esrum Kloster gennem skoven i påsken. Ad smalle stier bevægede de sig fra klostret mod Grønnekilde, hvor de vaskede de fattiges fødder. En gestus af ydmyghed og næstekærlighed.

Springer man frem til slutningen af 1920’erne, er der andre formål med at gå turen ud til kilden. Her går en ung pige, Erna Holm-Larsen fra Mårum, ud til den samme kilde. For hende og mange andre var kilden et oplagt udflugtsmål – et sted man tog hen for at mødes og hygge sig. Erna fortæller følgende i antologien Træk fra Maarum skoles historie: 
 

“Jeg syntes også, at det altid var godt vejr den dag, vi skulle til Grønne Kilde ude i skoven og have chokolade og hjemmebagt kringle med mere. Frk. Jørgensen havde fået anskaffet n trækvogn, der blev læsset med små junger med chokolade og med kopper og kage og så drog vi afsted i flok ud til Grønne Kilde. Dengang var der mere grøn eng ude ved kilden, end der er i dag. Skoven ændre sig jo med tiden. Vi drak chokolade og spiste kage og bagefter skulle vi rigtigt more os og lege. Vi legede Syv raske piger i en ring – Munken går i enge og Skidenæg, og vel også meget andet. Vi vendte trætte og glade hjem fra sådan en dag.”

Vandet i Grønnekilde har løbet gennem mange tidsperioder, og kilden har været både et religiøst samlingspunkt og et helt almindeligt udflugtssted. I dag er kilden et roligt sted i skoven – men hvis man stopper op et øjeblik, måske drikker af vandet og kigger op i trækronerne, er det let at forestille sig, at mange begivenheder har fundet sted ved denne lille kilde.

Hemmeligheder i skoven 

Skoven gemmer på andet end fromme ritualer og søndagsudflugter. Ikke alle historier blev fortalt højt – nogle blev hvisket videre. Bevæger man sig lidt længere ind mellem træerne, begynder skyggerne at blive mørkere, og det, man kan finde gemt i skovbunden, er ikke længere spor efter pilgrimme, men skjulte geværer (det kunne man i hvert fald engang).

Geværer skjult under sten og blade, af blandt andre den lokale “filur” Jens Hansen – kaldet Jens Omgang, som i mange år boede i et lille hus på Kagerup Overdrev. Jens Omgang var en lokal krybskytte, der levede på egnen i 1800-tallet og kendte skoven bedre end de fleste. Han gik fra tid til anden på omgang hos de lokale bønder som daglejer – og fik heraf sit tilnavn. Jens Omgang var næppe særlig arbejdsivrig, men til gengæld ofte på kant med loven og blev flere gange dømt. Han var kendt for sine snedige metoder til at skjule sine spor. Blandt andet gik han baglæns ud fra skoven, så det så ud, som om han var på vej ind i skoven og ikke kom derfra. Hvad der var sket af ulovligheder var ikke hans værk – eller var det?

En lokal fortælling lyder, at røret vandet i Grønnekilde risler ud af, stammer fra netop Jens Omgang. For ikke at blive opdaget med et gevær i hånden, stak han det ind i jorden i skrænten, og der sidder det endnu.

Fortællinger fra skovens mørke

Den dunkle skov, det perfekte sted til hemmeligheder, møder man ofte i litteraturen. I romanen Rud af Kamilla Hega søger en mor efter sin forsvundne teenagesøn i Tisvilde Hegn, en skov vi møder senere på vores sommervandring. Romanen er fyld med forviklinger og overraskelser i skyggerne fra træerne.

Skoven – og mere præcist det, der foregår i skoven efter nattens frembrud – står ofte for det dramatiske element i den folkekære forfatter Morten Korchs romaner. Morten Korch skrev gerne om det gammeldags landbrug og de store gårde, og i hans roman Krybskytterne på Næsbygård truer krybskytter den landlige idyl ved godset Næsbygård. Det er ikke svært at forestille sig en mand som Jens Omgang passe ind i en fortælling som denne – en mand, der kendte skovens skjulesteder og som levede efter andre principper for lov og retfærdighed end de fleste.

De hellige, de unge og de “usynlige” havde altså deres gang i skoven omkring Mårum. Nu kan man møde andre vandrere og naturelskere.

I den næste artikel i sommerserien Sommervandring tager vi et stop ved to lokale forretningseventyr.