Amanda anbefaler: Vi var ulve

En ensom jæger, har søgt isolation på en bjergskråning, hvor han bor og lever af og i naturen. Mødet med en kvinde får ham til at åbne både sit hjerte og sit hjem, og snart bor der først to, dernæst tre i det lille hjem. Jægerens hjerte tilhører stadig først og fremmest naturen og hans kone. Først efter flere skelsættende begivenheder begynder hans øjne – og siden hen hans hjerte – at åbne sig for den lille dreng.

En dag vender jægeren hjem fra jagt, og bjørnespor leder ham hen til hans dræbte hustru – og en rystet lille søn, der gemmer sig under sin mors kjole. Tabet rammer ham hårdt og får ham til at flygte fra alt det, der gør ondt: følelserne, ansvaret og de svære tanker.

Rejsen

Far og søn begiver sig ud på deres første rejse sammen – med den tanke, at det også skal være den sidste. Barnet skal gives væk, og jægeren vende tilbage til sit isolerede liv. Men intet går som planlagt.

Undervejs står de ansigt til ansigt med døden, hører ulvene i mørket og bliver gennemkolde af det iskolde vand. Men intet af det skræmmer jægeren på samme måde som drengens blik: det lille, skræmte barn, ansvaret for ham, ligheden med hans mor og den sårbarhed, der følger med at holde af et andet menneske – især et lille, hjælpeløst et.

En enkel og stærk fortælling

Der er en tydelig enkelhed i fortællingen, som gør fortælling koncentreret og stærk – og det er en kunst at skrive enkelt om store, brusende følelser uden at miste læserens forbindelse til karaktererne. Det formår den franske forfatter Sandrine Collette gennem store dele af ’I var ulve’.