Børn

Banan - Mette Vedsø

En fortælling om bekymringer, skyld og mobning. Til børn fra ca. 9 år.

Af Amanda Martinsen

"Man kan godt se stærk ud udenpå uden at være det."

Billie går i 6. klasse og bor alene med sin mor i Danmark, mens hendes far bor i Brasilien. Moren arbejder som sygeplejerske på Rigshospitalet og tager bus 111 på arbejde – en bus, der lige så godt kunne have heddet 112. For når mor kører afsted, bliver Billie bange. Bange for, at der skal ske hende noget. Bange for alarmknapper, for meget arbejde og for lidt tid. Bange for liv og død. Hvad nu, hvis hendes mor ikke kommer hjem igen?

De voksne snakker om arbejde og stress, og Billie lytter med – og nu kan hun ikke sove, for tankerne kører rundt. Hvad skal der blive af Billie, hvis der sker mor noget?

 

Tanker om mor.
Men også tanker om Banan – om joken, der ikke er sjov længere.

Det hele begyndte som en joke. Et kælenavn, et grin. Men snart blev det til flere jokes, til en gammel banan i skoletasken, til hvisken og drillerier – og pludselig til mobning. Hvordan stopper man noget, man selv har været med til at sætte i gang? Og tør man sige det højt – indrømme, at man har gjort noget, man godt ved er forkert?

 

Banan er en enkel fortælling om dilemmaer, der ikke er så enkle. Om store følelser i mørke nattetimer og om konsekvenserne af handlinger, man ikke altid har tænkt helt igennem. En vigtig bog om skyld, skam og modet til at tage ansvar.