Team Vildmark – af Mette Vedsø
En stærk og rørende tegneserieroman om dynamikker i børnegrupper.
Af Amanda Martinsen

De leger i den vildtvoksende have. Leger fra morgen til aften og går kun modstræbende i seng. Selv der er hovedet fuld af tanker om, hvordan legene skal fortsætte næste dag – for selvfølgelig skal de lege igen. Lege i vildmarken. Være Team Vildmark: Bosse, Rio og Tof.
Men legen slutter. Nu skal haven fyldes med børnefødselsdag, slikposer og glade børn.
Hvorfor føles det slet ikke lige så godt, som dengang haven var en vildmark, og de var Team Vildmark?
Tof bliver drillet. Rio og Tofs mor bliver sure. Og det hele går bare helt galt.
Team Vildmark er en prisvindende tegneserie for børn fra 10 år. De farverige sider er fyldt med natur- og legemagi, og historien har noget på hjerte – noget, der gør indtryk.
Læs den, fordi Team Vildmark på en enkel og rammende måde sætter ord og billeder på det svære i fællesskaber – om at være indenfor og udenfor, og om først at finde sin stemme, når det er for sent.