Bøger der fik mig til at se på dyr med nye øjne
Amanda anbefaler tre stærke læseoplevelser.
Af Amanda Martinsen
De særligt gode læseoplevelser er ofte dem, hvor jeg får noget andet, end jeg havde forventet. Sådan havde jeg det med Ulvespring af Kerstin Ekman, Hvad køer ved om livet af Rosamund Jung og Biernes historie af Maja Lunde. Tre bøger, der gjorde mig både nysgerrigere og klogere på dyr – og på vores sameksistens med dem.
Jagt, samvittighed og mødet med ulven
I Ulvespring følger vi en ældre mand, jæger gennem hele livet, der sent i tilværelsen reflekterer over sit forhold til jagt, bytte og natur. Mens jorden er hård af frost og dyrespor tydelige i sneen, går en ulv igennem skoven, og jægerne samles i kampen imod den. Men er dyret mere end blot en dræber?
Et liv med køer – mere end blot husdyr
Hvad køer ved om livet fandt jeg tilfældigt i en kasse med nedsatte bøger, i et stort supermarked, lige ved siden af kød- og mejeriafdelingen. En overraskende læseoplevelse, der gjorde mig nysgerrig på dyr og livet på landet. Bogen er en bondes fortælling om livet med dyrene og den viser køer som mere end blot avlsdyr, der ender i køledisken.
Et skrøbelige kredsløb
Biernes historie er en slægtshistorie, der sætter fokus på et lille insekt, vi ikke kan leve uden. Romanen følger tre tidsaldre, hvor generationers valg og handlinger får konsekvenser for den næste. Den fik mig til at lytte efter summende lyde og tænke over vores udnyttelse af naturen omkring os – og på hvor skrøbelig balancen mellem mennesker og dyr er.
Der findes mange andre bøger, både skønlitteratur og faglitteratur, der har vakt min nysgerrighed på dyr:
Inden året er omme af Lea Korsgaard har fået mig til at længes endnu mere efter foråret. Jeg er klar til at gå på opdagelse efter flaksende, fascinerende dagssommerfugle.
Akvariet af Anne Cathrine Bomann vækkede min fascination for blæksprutter, og siden har jeg læst flere fagbøger om disse forunderlige dyr. Jeg har anbefalet romanen før – og gør det gerne igen.
Mørkemanifestet af Johan Eklöf åbnede mine øjne for, hvordan vi mennesker med vores konstante lys påvirker dyrelivet: Insekter og fugle mister orienteringen, og koralrevenes livscyklus forstyrres. En tankevækkende bog om mørkets betydning – og om hvordan rytmen mellem lys og mørke, dag og nat, er nødvendig for både os og naturen omkring os.