Byggerod: Nyt lys på vej i Helsinge
Nu er turen kommet til nyt lys i voksenbiblioteket. Det giver byggerod og forandringer på Helsinge Bibliotek i den kommende tid.
Af Lea Braüner Larsen
Helsinge Bibliotek har længe trængt til at få nye lamper i både børne- og voksenbiblioteket. Håndværkerne har været i fuld gang i et par uger og mangler kun mindre opgaver i børneområdet, så nu er turen kommet til voksenområdet. Besøgende på biblioteket vil derfor i den kommende tid kunne opleve håndværkere, stilladser og andre byggerelaterede forandringer i primært voksenområdet.
For at genere lånere og personale så lidt som muligt, har de søde håndværkere lovet, at de vil forsøge at lægge en stor del af arbejdet med loftet, mens de fleste besøgende endnu ligger under dynen og får deres skønhedssøvn sidst på natten/først på morgenen. Det hensyn er vi meget taknemmelige for.
Vi takker for jeres forståelse for lidt ekstra rod og forhindringer på Helsinge Bibliotek og håber, at I vil glæde jer sammen med personalet til det nye lys er færdigt.