Kunstig intelligens – skal vi være bange eller begejstrede?
Kunstig intelligens er allerede en del af vores hverdag. Den kan skrive vores tekster, skabe billeder og musik og hjælpe landmanden med at holde øje med, om en ko er syg. Men den kan også skabe falske billeder, sprede misinformation og gøre det sværere at vide, hvad der er ægte. Så hvad er AI egentlig – og hvordan skal vi forholde os til den?
Af Amanda Martinsen
Kunstig intelligens, eller AI, er på få år gået fra at være forbeholdt specialister til at være et værktøj, som alle med få klik har adgang til. ChatGPT blev på bare de to første måneder brugt af 100 millioner mennesker, og i dag bruges AI på tværs af næsten alle tænkelige brancher: logistik, sundhed, kommunikation og HR.
Det kan næsten lyde som science fiction. Men AI er ikke en fjern teknologi fra fremtiden. Den er allerede her, lige nede i lommen i vores smartphones.
Hvordan tænker en kunstig intelligens?
Kunstig intelligens tænker ikke som et menneske. Den har hverken tanker eller følelser, som mennesker. Bag teknologien ligger matematiske modeller, der arbejder med enorme mængder data. Alligevel kan AI lære af erfaringer og tilpasse sig nye input på måder, der kan minde om menneskers læring.
Det er både fascinerende og måske en lille smule urovækkende.
For hvad sker der, når vi overlader mere og mere til teknologien? Hvad kan vi bruge den til? Hvad skal vi være kritiske over for? Og hvordan ved vi egentlig, om det, vi ser og læser, er ægte?
Det er spørgsmål, som flere og flere af os møder i hverdagen – uanset om vi allerede bruger AI eller helst vil holde os lidt på afstand.
Kunstig intelligens i din hverdag
Kunstig intelligens kan bruges til stort og småt og være en hjælp til mange forskellige opgaver. Den kan skrive en tale, finde inspiration til ferien eller komponere en sang. Den hjælper landmanden med at se, om køerne er sunde og raske – teknologien minder om den, telefoner bruger til ansigtsgenkendelse. Den kan minde os om gode og sunde vaner eller fortælle os, hvordan man reparerer en dryppende vandhane.
Men den kan også bruges til at fremstille overbevisende falske billeder og videoer og sprede misinformation. Det rejser nye spørgsmål om, hvad vi kan stole på, og hvordan vi bruger teknologien med omtanke.
Man behøver ikke være teknologinørd for at forholde sig til kunstig intelligens. Faktisk er det nok en rigtig god idé, at vi alle prøver at få lidt mere viden om den ’mystiske’ kunstige intelligens, så vi kan møde fremtiden med åbne øjne.
Gamle dyder i en ny virkelighed
Midt i den teknologiske udvikling er nogle af de gode, gamle dyder stadig værd at holde fast i: nysgerrighed, viden og evnen til at forholde sig kritisk til den information, vi møder.
’Gamle dyder’ vækker måske tanker om sund fornuft, stabilitet og noget, man kan stole på – men måske også om noget lidt støvet. Det er muligvis også sådan, nogle ser på biblioteket. Men biblioteket er både et sted for fordybelse og inspiration, viden og nysgerrighed. Her formidler vi om en bred vifte af emner og interesser – også teknologi.
Vinteren over sætter Gribskov Kommunes biblioteker fokus på kunstig intelligens gennem udstillinger, formidling og undervisning. Vi inviterer alle til at gå på opdagelse i teknologiens mange muligheder, prøve den af i praksis og blive klogere på dens begrænsninger og de etiske spørgsmål, AI rejser.
Skoler, foreninger og institutioner kan også få undervisning i AI. Her får både unge og ældre mulighed for selv at afprøve teknologien og undersøge, hvad den kan – og hvor dens begrænsninger ligger. Vi sætter fokus på både de kreative muligheder og de etiske overvejelser, der følger med, når en teknologi kan bruges på mange forskellige måder.
Alle borgere er desuden inviteret til at gå på opdagelse i en udstilling om kunstig intelligens. Gennem tekst, billeder og lyd fortæller udstillingen om AI, de teknologier, der allerede omgiver os, og den verden, kunstig intelligens er med til at forme. Du behøver ikke have kendskab til AI på forhånd – bare være nysgerrig.
Målet er ikke at gøre alle til AI-eksperter. Det handler om at gøre kunstig intelligens lidt mindre mystisk og lidt mere nærværende. Så vi hver især bliver bedre rustet til at forstå, tale om og tage stilling til den teknologi, der allerede er blevet en del af vores hverdag – og som bogstaveligt talt bor i vores lommer.