En fremtidig klassiker
Avijaja giver sit bud på en kommende klassiker
Af Amanda Martinsen
Solvej Balles store fortælling om erfaringen af tid er blandt de mest originale værker i nyere dansk litteratur. Romanen udfolder et tankevækkende og fascinerende spekulativt scenarie med jeg-fortælleren Tara i centrum.
Mange læsere har allerede stiftet bekendtskab med Tara, hvis liv er blevet en endeløs og forudsigelig trædemølle, hvor den samme dag – den 18. november – gentager sig igen og igen. Begejstringen blandt læserne er til at forstå, og romanen er nu også ved at opnå betydelig international anerkendelse.
International anerkendelse og klassikerpotentiale
Solvej Balles Om udregning af rumfang 1 er shortlistet som ét af i alt seks værker fra hele verden til årets Booker-pris. I forbindelse med romanens oversættelse, udgivelse og store succes – blandt andet i Storbritannien – har avisen The Telegraph skrevet meget rosende om værket.
Endnu engang er dansk litteratur derfor på vej ud i verden med bemærkelsesværdig gennemslagskraft.
Avijaja spår, at Om udregning af rumfang vil få et langt liv – og at en ny klassiker er født.