Mediestream Aviser

06.09.17
Med Mediestream har du adgang til millioner af avissider fra fortrinsvis ældre danske aviser fra 1600-tallet og frem.

Hjemmefra kan du læse i aviser, der er flere hundrede år gamle med Mediestream. Her har du adgang til millioner af avissider fra fortrinsvis ældre danske aviser fra 1600-tallet og frem til 1917.
Du kan søge på alle ord i artiklerne samt på datointerval.

Fra Bibliotekernes PC'er eller via det trådløse netværk har du en udvidet adgang til også at læse aviser fra 1918 - 2001.

Godt nyt til slægtsforskere og historieinteresserede
Mediestream Aviser er et stærkt værktøj til borgere med interesse i slægtsforskning og historie. Du kan dykke ned i millioner af avissider med artikler, reklamer, virksomhedsnyt, dødsannoncer og mange andre elementer, som dokumenterer og beskriver mennesker og begivenheder. Eksempelvis giver Mediestream Folkebibliotek slægtsforskere mulighed for at søge i indholdet i dødsannoncer og lignende bekendtgørelser, som ikke tidligere har været søgbare i traditionelle kilder.

Mere end artikler
Mediestream Aviser er meget mere end en traditionel artikelbase. Med digitaliserede avis-helsider får du artiklerne i deres oprindelige kontekst. Artiklerne vises sammen med andet indhold fra samme tid og giver et bredere perspektiv for læsningen – især for den historieinteresserede. Ud over de almindelige avisartikler bliver reklamer og annoncer (herunder bryllupper, jubilæer, dødsfald m.m.) også mål for din søgning. En lang række informationer om personer, begivenheder, virksomheder og meget andet godt kan indeholde oplysninger, som den traditionelle artikelbase ikke dækker.

Vær dog opmærksom på, at  man er nødt til at benytte sig af gammeldags stavemåde, når man søger, så hold dig om nødvendigt til ord, hvor der ikke kan være tvivl om stavemåden, eller forsøg dig med forskellige muligheder.
Det er endvidere en fordel at kunne læse gotisk skrift, da aviser op til i hvert fald slutningen af 1800-tallet var skrevet med gotiske bogstaver. Hvis du har problemer med dette, tilbyder Mediestream dog en oversigt over det gotiske alfabet.

Adgang til Mediestream her:
http://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/avis