forsider af bøger fra artiklen

Pudseløjerlige fagbogstitler

26.01.21
Der er en lille tendens til, at fagbogsskribenterne (heldigvis) giver deres bøger nogle pudsige titler og jeg er blevet lidt fascineret af de mærkelige titler.
Jeg tror det hele startede med Niels Brüggers ’Er gulvet grim og skummel så ring til Hummel: hverdagens amatørslogans i et medievidenskabeligt perspektiv’ fra 2010 – der også indholdsmæssigt holder, hvad den lover.
En fantastisk gennemgang af slogans fra private virksomheder, som Brügger sætter under luppen.
Jeg har Brügger mistænkt for, at han har brugt bogen som overspringshandling (som jeg brugte hans som overspringshandling, da jeg skrev speciale) – han har nemlig også udgivet ’Lyotard og det postmoderne samfund: elementer til en receptionshistorie’ og det er en titel, som overhovedet ikke er sjov og en bog, der sikkert kan få hvilken som helst studerende til at bryde sammen i kampgråd.

En af mine yndlingstitler er ’Omgivet af idioter: hvordan man forstår dem man ikke kan forstå’ af Thomas Erikson. Jeg har kun kigget lidt i indholdsfortegnelsen og ikke læst hele bogen – men titlen får mig til at gnægge lidt for mig selv.

Morten Sehested Münsters to Jytte-bøger er et kapitel for sig. Den første udkom i 2017 med den famøse titel: ’Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag: sådan bruger du adfærdsdesign til at skabe forandringer i den virkelige verden’ og hans nye bog fra i år: ’Jytte vender tilbage: den umoderne guide til at skabe forandringer imod alle odds’.
Münster har et skarpt blik for organisationer, forandringer og medarbejdere og så kan han det der med de sjove titler.

Eller hvad med en grammatikbog med titlen ’Fuck, en lækker røv!: basisgarderobe til den nøgne sprogbruger’ fra 2015 af Susanne Staun. Forfatteren og redaktøren synes pinligt bevidste om det tørre stof (dansk grammatik) og titlen er en kærkommen på hylden med dansk grammatik!

En lidt ældre en af slagsen er ’Hvorfor mænd ingenting fatter og kvinder altid mangler sko’ fra 2007. Dertil skal siges, at jeg på ingen måde mangler sko eller synes, at mænd helt overordnet set ingenting fatter - men titlen er sjov alligevel.

’Tarme med charme’ kan også noget. Den originale titel på tysk har lidt mere schwung (Darm mit Charme) – undertitlen kan også noget: ’alt om et undervurderet organ’.
Bogen gik sin sejrsgang verden rundt for fem år siden og fik folk fra hele verden til at læse om deres undervurderede organ; tarmene. Forfatteren Giulia Enders ved, hvad hun skriver om, hun er nemlig selv læge.

Eller hvad med ’Strik din egen kæreste’ en hobbybog, der giver 10 forskellige forslag og opskrifter til typer af mænd (f.eks. rockstjerne, superhelt eller computernørd), man helt selv kan strikke. Titlen efterlader mig med så mange spørgsmål, at jeg aldrig ville kunne komme i gang med at strikke min egen kæreste.

I år faldt jeg over titlen ’Det hele handler ikke om dig’ og blev nysgerrig på, hvad forfatter Niels Overgaard egentlig ville med en selvhjælpsbog med den lidt pudsige titel. I bogen støver forfatteren gamle stoiske principper af og gør dem både lette at forstå for os i dag, og han gør dem brugbare i helt almindelig dansk hverdag.
I bogen gennemgår han fem principper, dem vil jeg ikke gennemgå her – og konklusionen er måske mest, at minde sig selv om, at denne her dag (lige nøjagtig dette tidspunkt) kommer kun den her ene gang, og vi skal tage livet på os som et aktivt valg og få det bedste ud af det. Her kunne man tilføje, også selvom coronaen raser udenfor.

Oprindeligt skrevet af likjg, Vejle Bibliotekerne.
Materialer