'Fisk har ingen fødder'…af Jón Kalman Stefánsson

Ari sidder i et fly på vej hjem fra København til Keflavik på Island. Det sorteste sted på jorden.

Foran sig på skødet som et magisk ’spejl’ har han et gammelt hædersbevis, som hans farfar fik. Fiskeren over alle fiskere. Fiskeren fra de store fjorde i det nordøstlige Island dengang, der var engang ”Før i tiden”. Det har hængt hos Aris far, men han er døende – og har sendt det til Ari. Og det er måske derfor Ari nu er på vej hjem.

Mens Ari hænger i luften ved siden af en chips-spisende medpassager, begiver hans barndomsven og fætter sig ud til Keflavik for at modtage Ari.
Så knasende enkel er optakten i Jón Kalman Stefánssons seneste roman ”Fisk har ingen fødder” - som, når mennesker krydser hinandens spor.

Når bogen er læst til ende, er flyet landet og dagen gået. Ari har da været igennem en ret så gennemgribende kontrol i lufthavnen og de to barndomsvenner har spist en middag sammen, og det er på en måde egentlig alt, hvad der sker – og alligevel langt fra, for i løbet af dagen genkaldes de liv, der udgør ’livselementerne’ i og omkring det liv, Ari selv er og ikke er, i noget som ligner en moderne slægtsroman om Islands identitet i den udvikling, landet er undergået i løbet af de seneste 100 år.
For hvad er en islandsk mand i dag, når han ikke længere kan stræbe efter at blive fiskeren over alle fiskere, når fiskekvoterne sælges?  Eller hvad med de islandske kvinder og, den tabte kærlighed, som gik død en tirsdag morgen midt i morgenmaden, da hun smaskede? Og hvad er så meningen med livet – og hvad er egentlig tiden og evigheden - og døden?
”Døden er, hvad der opstod, da Gud rørte grusomhed og savn sammen...men i hver eneste død bor et nyt liv”- lyder det i ouverturen frit oversat fra den svenske oversættelse.

Det er med denne bog, som det har været med de andre af Jón Kalman Stefánssons bøger: Som historien folder sig ud, åbner horisonten sig i et dirrende poetisk univers om det helt grundlæggende i ethvert menneskeliv, fordi poesien hos denne forfatter gør verden større og dybere, højere og hjerteskærende skøn og genskabt. I særdeleshed, når han bevæger sig tilbage i skildringen af ’tiden før’. For da er det som om alle erfaringer og fortællinger fra dengang har komposteret sig til en livgivende sjælegødning af tidløs eviggyldighed, som trodser al ligegyldighed og meningsløshed. Så er det tyngdelovene i tilværelsen, det angår, og hvorfor det er, at fisk ikke har nogen fødder.
Olien rækker ikke, siger fiskeren over alle fiskere til sin ven og fætter - i den der ’før i tiden’ tid. Vennen vil pludselig sejle til månen en aften, de to er sejlet ud i en lille jolle i havblik og klart vejr.
Fiskeren: Olien rækker ikke.
Når olien slipper op, tager poesien over, -  svarer vennen…og hopper overbord.

”Man burde give en Nobelpris til dem, der læser poesi..” skriver Jón Kalman Stefánsson i bogens sidste del. Man burde give ham én for at skrive så vedkommende og så trøsterigt vederkvægende bevægende.