På svampejagt? Start på biblioteket

Af Amanda Martinsen

Skjult under grene og blade – eller solbadende midt i en lun stråle – gemmer svampene sig i skovbunden. De første små hatte titter allerede frem, og med dem begynder den stille og skønne jagt. Men hvad er spiseligt, og hvad skal man lade stå?

Her i artiklen har vi samlet de bøger, du har brug for – uanset om du er nybegynder med kurv og kniv eller en garvet svampejæger på jagt efter sjældne fund.

Du kan finde bøger, der guider dig til de bedste voksesteder, hjælper dig med at kende forskel på en lækkerbisken og giftig dobbeltgænger – og bagefter inspirerer dig til, hvad du kan trylle frem i køkkenet. Fra de små gule kantareller til Karl Johan – naturens egen skattekiste venter.