Katja Berger og Thomas Arnt

Om dette arrangement

Tid
17:00 - 19:00
Pris
Gratis
Bibliotek
Litteratur & forfattere

Forfatterspirernes Skriveklub

29.09.20
Er du mellem 13-17 år og elsker at skrive, så har vi den helt rigtige klub til dig.

•    Er du vild med at finde på historier og bruge din fantasi?
•    Er du god til at lege med ord, og drømmer du om at blive forfatter?
•    Er det altid dig, der fortæller sjove historier til vennerne?

Hvis du elsker at skrive, så har vi den helt rigtige klub til dig. Det foregår hver tirsdag på Helsinge Bibliotek. Her bliver du undervist af forfatter og redaktør Katja Berger og forfatter og lærer Thomas Arnt.

Forfatterspirernes skriveklub er en skriveklub for dig der er mellem 13 og 17 år. Det er fuldstændig ligegyldigt, om du har skrevet en masse i forvejen eller lige er begyndt. Det vigtigste er, at du har mod på at kaste dig ud i skriveriet.

Vi bruger billeder, musik, skriveøvelser, stikord og meget andet for at få ordene til at flyde og fantasien til at blomstre. Vi arbejder med elementer og stiltræk fra flere litterære genrer, plotudvikling, personkarakterer og inddrager sanserne i skriveøvelserne. Undervejs hører vi hinandens tekster og taler om, hvilke værktøjer der virker – og hvilke der ikke gør.

Få udgivet din tekst:
Når du tilmelder dig forfatterspirernes skriveklub vil du i løbet af perioden arbejde med den samme tekst – en novelle, som skal skrives ud fra et tema, vi vælger i fællesskab. Når skriveforløbet er færdigt afslutter vi på bedste forfattervis og laver en novellesamling med alle de skrevne noveller. Den fejres naturligvis med en vaskeægte bogreception for familie, venner og interesserede på Gribskov biblioteker.

Vi mødes hver tirsdag (undtagen efterårsferien i uge 42) og arbejder med sjove, spændende og udfordrende skriveopgaver, mens vi hygger os med at være sammen. Alle aftener mødes vi fra kl. 17.00-19.00
Forløbet begynder tirsdag 8. september og sidste gang er 24. november. Vi mødes ved skranken på Helsinge Bibliotek.

Om underviserne:
Katja Berger skriver romaner og noveller for børn og unge og runder i år udgivelse nr. 12 på blot fire år. Sideløbende har hun været redaktør på flere romaner og underviser i at skrive og fortælle. Katjas vigtigste regel, når hun underviser er "Vi griner altid med hinanden, når vi skriver noget sjovt – men vi griner aldrig af hinanden, når vi laver fejl. Vi opmuntrer, støtter hinanden og lærer af det."

Thomas Arnt skriver for store børn og har den syvende titel klar i år. Til hverdag er han lærer, og både i undervisningen og bøgerne arbejder han aktivt med humoren og den legende tilgang til litteraturen. Thomas har arbejdet med børn og unge i mere end 20 år. 

Det er gratis at deltage i skriveklubben, men du forpligter dig på at være med i hele forløbet. Har du lyst til at være med, så send en mail til ctrol@gribskov.dk eller henvend dig på biblioteket i Gilleleje, Helsinge eller BLIK.